Vigtige nuancer forsvinder i det svenske debatklima
27/02/16
…Et relevant spørgsmål i denne forbindelse må være, om forskelle i debatkultur kan aflæses på omfanget af vold og de enkelte samfunds evne til at integrere indvandrere og flygtninge? Betyder den frie debat i Danmark og det, at kritik af indvandring og grove og krænkende ytringer rettet mod indvandrere og muslimer fylder mere i det offentlige rum, at der er mere højreradikal vold i Danmark, og at der i praksis foregår mere diskrimination af indvandrere?
Hvis vi først ser på omfanget af højreradikal vold, har Sverige ifølge to norske forskere siden 1990 haft 16 gange så mange voldshændelser med døden til følge som Danmark. Sverige er det land i Vesteuropa med flest højreekstreme drabshændelser i forhold til indbyggertallet, om end flere mennesker blev dræbt i Norge i en enkelt episode 22. juli 2011…
Læs kronik i Politiken
Hvis vi først ser på omfanget af højreradikal vold, har Sverige ifølge to norske forskere siden 1990 haft 16 gange så mange voldshændelser med døden til følge som Danmark. Sverige er det land i Vesteuropa med flest højreekstreme drabshændelser i forhold til indbyggertallet, om end flere mennesker blev dræbt i Norge i en enkelt episode 22. juli 2011…
Læs kronik i Politiken
Comments
Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem, skriver Flemming Rose om Ejvind Hansens tilgang til ytringsfriheden i Kugleregn møder kuglepen
12/02/16
“…EH siger, chokerende nok, at jo mere voldelige muslimer er, jo mere religiøse er de, mens de, der ikke griber til vold, kaldes moderate, dvs. de er ikke så religiøse, at det gør noget, de ligner os, som han formulerer det. Og, tilføjer han, vi bør indse, at vi på nogle områder, f.eks. i forsvaret af ytringsfriheden som sakral, ligner fundamentalisterne (s. 32). Her lykkes det EH at fornærme de muslimer, der ikke bryder sig om Muhammed-tegninger, men afviser vold som et legitimt svar, når religiøse følelser krænkes. EH ignorerer og opløser dermed skellet mellem vold og ikke-vold til håndtering af uenigheder. Denne manglende skelnen findes flere steder i teksten. Det sker i en iver efter at forstå terroristerne og se det enkelte menneske bag volden. Det kan være relevant nok, men det bør ikke ske på bekostning af et skel, som er afgørende for enhver civilisation. Det giver grund til bekymring på både demokratiets og ytringsfrihedens vegne. Det kan ende med, at vi kommer til at grine sammen med terroristerne og ikke af dem…”
Læs mere
Læs mere
Farvel til Jyllands-Posten
09/11/15
Jeg har haft 16 fantastiske år på JP og er JP taknemmelig for de muligheder, jeg har haft som korrespondent og redaktør, men nu er tiden kommet til at skifte spor. Jeg vil gerne bruge mere tid på at skrive bøger og deltage i den offentlige debat i Danmark og i udlandet. Den voksende mangfoldighed i Europa har sat friheden under pres, og det er mit indtryk, at det spørgsmål kommer til at dominere den europæiske dagsorden de næste årtier. Det er en helt afgørende debat, som vil bestemme Europas fremtid, og den vil jeg gerne bruge flere kræfter på…
‘Rune Lykkeberg: Flemming Roses aktivisme var en forbløffende præstation’
‘Jyllands-Posten mister sin profil i debatten om ytringsfrihed’
‘Rune Lykkeberg: Flemming Roses aktivisme var en forbløffende præstation’
‘Jyllands-Posten mister sin profil i debatten om ytringsfrihed’
Frihed og tolerance er hinandens forudsætninger
20/03/15
For mig er frihed og tolerance - to sider af samme sag. Frihed giver kun mening, hvis der i et samfund er en vidtgående tolerance ovre for meninger, man ikke bryder sig om. Tolerance bliver på den anden side et meningsløst og tomt begreb, hvis den ikke bliver praktiseret med vide rammer for at give sin mening til kende og ytre sig på en måde, som andre finder frastødende og forkasteligt.
Historisk er friheden og tolerancen hinandens forudsætninger, ikke modsætninger. Efter religionskrigene i Europa i det 16. og 17. århundrede blev der formuleret en doktrin for religiøs tolerance, og den indebar, at borgerne måtte lære at leve med medborgernes frihed til at praktisere en anden tro end den dominerende.
I et liberalt demokrati må tolerance og frihed være tæt forbundne. Jo stærkere et spændingsforhold der er mellem ytringsfrihed og tolerance, jo større en risiko er der for, at samfundets demokratiske fundament bliver eroderet. Når et samfund bliver mindre tolerant, bliver det mindre frit, og når friheden i et samfund begrænses, er det, fordi det er blevet mindre tolerant.
I de seneste 10 års debat om ytringsfrihed er det blevet tydeligt, at mange ser frihed og tolerance som modsætninger.Det betyder, at man kan blive stemplet som intolerant, hvis man forsvarerfriheden, mens man kan blive kritiseret for at underminere friheden, når man påstår, at man er tolerant.
Dette spændingsforhold mellem frihed og tolerance skyldes, så vidt jeg kan se, at tolerance-begrebet har mistet sin oprindelige betydning. Det har undergået en dramatisk forvandling og er blevet en trussel mod friheden. Ikke mindst fordi det har bidraget til at opløse den for et demokrati afgørende skelnen mellem ord og handling.
Det var noget af det, debatten om Muhammed-tegningerne handlede om.
Det er korrekt, som den østrigske filosof Karl Popper skriver i "Det åbne samfund og dets fjender”, at der også må være grænser for tolerance; hvis der hersker en ubegrænset tolerance i et samfund, så fører det nemlig i sidste ende til, at tolerancen bliver likvideret. Derfor må et liberalt demokrati være parat til at forsvare sig mod de intolerante. Det betyder imidlertid ikke, at de intolerante og deres ytringer og meninger skal kriminaliseres.
”De intolerantes frihed bør kun begrænses, når de tolerante har grund til at tro, at deres sikkerhed og det tolerante samfunds frihedsinstitutioner er i fare” – som John Rawls formulerede det.
Lad mig illustrere min pointe med to eksempler fra den hjemlige politiske virkelighed. For det første har flere fremtrædende politikere opfordret til et forbud mod den islamistiske gruppe Hizb-ut-Tahrir. Jeg finder Hizb-ut-Tahrirs ideologi forkastelig og den strider mod de værdier, jeg bekender mig til, men tolerance handler jo netop om at leve med det, man forkaster og ikke bryder sig om. Derfor mener jeg, at det et udtryk for en unødig intolerance at forbyde Hizbut-Tahrir. Danmarks Kommunistiske Parti var heller ikke forbudt under Den Kolde Krig, selv om partiet ønskede at afskaffe det liberale demokrati.
For det andet har Straffelovrådet anbefalet at blasfemiparagraffen bevares i Danmark, således at bestemte religionskritiske ytringer ikke er omfattet af lovens beskyttelse. Det finder jeg intolerant på linje med ønsket om at forbyde Hizb-ut-Tahrir. I blasfemilovens tilfælde forsvarer man ønsket om at bevare den med henvisning til, at mørkemænd i andre lande kan reagere uforudsigeligt på religionsforhånende ytringer i Danmark. I stedet kunne man jo vende problemstillingen om og sige, at vi ønsker loven afskaffet i solidaritet med de dissidenter, religiøse og etniske mindretal, der enten risikerer dødsstraf eller lange ophold bag tremmer, fordi deres tro og ytringer opfattes som blasfemiske uden for Danmark.
På den måde ville regeringen på fredelig og civiliseret vis slå et slag for frihed og tolerance ikke bare i Danmark, men også i de lande, hvor friheden og tolerancen har trange kår. Det ville være Danmark, når det er bedst.
Historisk er friheden og tolerancen hinandens forudsætninger, ikke modsætninger. Efter religionskrigene i Europa i det 16. og 17. århundrede blev der formuleret en doktrin for religiøs tolerance, og den indebar, at borgerne måtte lære at leve med medborgernes frihed til at praktisere en anden tro end den dominerende.
I et liberalt demokrati må tolerance og frihed være tæt forbundne. Jo stærkere et spændingsforhold der er mellem ytringsfrihed og tolerance, jo større en risiko er der for, at samfundets demokratiske fundament bliver eroderet. Når et samfund bliver mindre tolerant, bliver det mindre frit, og når friheden i et samfund begrænses, er det, fordi det er blevet mindre tolerant.
I de seneste 10 års debat om ytringsfrihed er det blevet tydeligt, at mange ser frihed og tolerance som modsætninger.Det betyder, at man kan blive stemplet som intolerant, hvis man forsvarerfriheden, mens man kan blive kritiseret for at underminere friheden, når man påstår, at man er tolerant.
Dette spændingsforhold mellem frihed og tolerance skyldes, så vidt jeg kan se, at tolerance-begrebet har mistet sin oprindelige betydning. Det har undergået en dramatisk forvandling og er blevet en trussel mod friheden. Ikke mindst fordi det har bidraget til at opløse den for et demokrati afgørende skelnen mellem ord og handling.
Det var noget af det, debatten om Muhammed-tegningerne handlede om.
Det er korrekt, som den østrigske filosof Karl Popper skriver i "Det åbne samfund og dets fjender”, at der også må være grænser for tolerance; hvis der hersker en ubegrænset tolerance i et samfund, så fører det nemlig i sidste ende til, at tolerancen bliver likvideret. Derfor må et liberalt demokrati være parat til at forsvare sig mod de intolerante. Det betyder imidlertid ikke, at de intolerante og deres ytringer og meninger skal kriminaliseres.
”De intolerantes frihed bør kun begrænses, når de tolerante har grund til at tro, at deres sikkerhed og det tolerante samfunds frihedsinstitutioner er i fare” – som John Rawls formulerede det.
Lad mig illustrere min pointe med to eksempler fra den hjemlige politiske virkelighed. For det første har flere fremtrædende politikere opfordret til et forbud mod den islamistiske gruppe Hizb-ut-Tahrir. Jeg finder Hizb-ut-Tahrirs ideologi forkastelig og den strider mod de værdier, jeg bekender mig til, men tolerance handler jo netop om at leve med det, man forkaster og ikke bryder sig om. Derfor mener jeg, at det et udtryk for en unødig intolerance at forbyde Hizbut-Tahrir. Danmarks Kommunistiske Parti var heller ikke forbudt under Den Kolde Krig, selv om partiet ønskede at afskaffe det liberale demokrati.
For det andet har Straffelovrådet anbefalet at blasfemiparagraffen bevares i Danmark, således at bestemte religionskritiske ytringer ikke er omfattet af lovens beskyttelse. Det finder jeg intolerant på linje med ønsket om at forbyde Hizb-ut-Tahrir. I blasfemilovens tilfælde forsvarer man ønsket om at bevare den med henvisning til, at mørkemænd i andre lande kan reagere uforudsigeligt på religionsforhånende ytringer i Danmark. I stedet kunne man jo vende problemstillingen om og sige, at vi ønsker loven afskaffet i solidaritet med de dissidenter, religiøse og etniske mindretal, der enten risikerer dødsstraf eller lange ophold bag tremmer, fordi deres tro og ytringer opfattes som blasfemiske uden for Danmark.
På den måde ville regeringen på fredelig og civiliseret vis slå et slag for frihed og tolerance ikke bare i Danmark, men også i de lande, hvor friheden og tolerancen har trange kår. Det ville være Danmark, når det er bedst.